J LUDVIG III + LUEENAS
J LUDVIG III
Få musikere tør at være så kompromisløst ærlige som trommeslageren og produceren Jonathan Ludvigsen er på sit debutalbum ’Sadboy Fusion’, som han udgav i november 2021 under solo navnet J. Ludvig III.
Her er han trådt et skridt tilbage fra sit arbejde med den populære trio Athletic Progression og som musiker for Erika de Casier, m.fl. Gennem hvad han selv beskriver som en dagbog over en turbulent toårig periode plaget af isolation og usikkerhed, har han skabt et album der i sin eksistentialisme berører ensomhed, familie, mental sundhed og død.
Gennem Ludvigsens ekvilibristiske performance, hvor du det ene øjeblik oplever Jonathan synge duet med samples af sig selv til det andet hvor han med sit band bryder ud i avantgardistisk beat music, hvor du mister grebet af hvad er komponeret og hvad er improviseret, vil du opleve en kulmination i mødet mellem kompleksitet og intimitet. Bandet i sin utraditionelle formation fremstår som en invitation ned i en teater grav hvor musikanterne har taget hovedrollerne i et postdramatisk stykke.
LUEENAS
Lueenas er en duo bestående af violin, kontrabas, forstærkere og pedaler. De skaber voldsomme og poetiske lydlandskaber, som fortæller historier uden ord. Panoramisk og støjende musik med rødder i både klassisk minimalisme og langstrakt improvisatorisk rockmusik.
Siden Lueenas blev dannet i 2019 har de udgivet 1 EP (gold records), 3 soundtracks (gold records) og lavet musikken til en række dokumentar- og kortfilm (DR TV). I december 2021 tournerede Lueenas med deres biografkoncert "The Raid". Og senest har de færdiggjort musikken til deres første spillefilm (i samarbejde med filminstruktøren Cecilie McNair og Nordisk Film). En film som de nu er nomineret til en Robert for bedste film score for. I november 2022 udkom deres debut-album "Lueenas”. Den første udgivelse uden en cinematisk ledsager, men som man selv kan skabe film til hvis man lukker øjnene.