Lift Off hjemmeside.png

Lift Off SPOT Day Party

Det uafhængige danske bookingbureau LIFT OFF præsenterer tre interessante artister live til årets bedste day party under SPOT!

Der er fri adgang med et gyldigt SPOT armbånd.

Kom ned og oplev:

12:05: TAMARA

Bag projektet står den 21-årige Tamara Mneney, som med Tanzaniske rødder er opvokset på Færøerne. Siden hun var lille, har Tamara skrevet og lavet musik på sit værelse i den lille bygd Fuglafjørður. Med hendes unikke og smukke stemme bevæger hendes musik sig omkring hendes opvækst, med en enlig mor, og et udseende, der skilte sig ud på Færøerne, har den unge artist ofte følt sig udenfor. Som ung minoritetskvinde har hun ofte haft svært ved at spejle sig i sin omgangskreds, og hendes ønsker og drømme har været anderledes end vennernes. Men der er et sted, hvor hun altid har følt, at hun havde en plads, og det er i musikken. Hun har nu fundet sig til rette i sin egen lyd, og er flyttet til København for at satse alt herpå.

Tamara har i det seneste halvandet år arbejdet tæt sammen med et fast team af producere/sangskrivere bestående af Mikkel Kjær, Jens Rønne og Martin Lønsted. Alle har tidligere erfaring med at arbejde med stærke danske artister såsom Selma Judith, Mercedess, Siné og mange flere.

Hun udgav debutsinglen 'Solo Crowd' i september 2022 med flere udgivelser på vej snart.

12:35 AFSKUM

Afskum. Navnet emmer af dårligdom. Et afskum er ifølge ordbogen en afskyelig person. Og så hørmer navnet langt væk af metal. Alt kunne næppe være længere fra virkeligheden.

Forestil dig i stedet keyboard-bårne popsange i mol, leveret af en charmerende snøvlevokal, som synger fortrydelsesrige tekster fra et tankerigt sind. Det er musik, som flyder let, men som vejer tungere, end overfladen lige afslører.

Bag Afskum finder vi Prince Askar og hans fortællinger om livet som ungt menneske.

GAFFA skriver: "Med en vild blanding af iskolde synth-keys, energiske trommer og målrettede basgange lyder den instrumentale del af Afskum som noget, Future Islands kunne finde på. Men så er der hovedpersonen, Prince Askar. Først er der hans karakteristisk dybe stemme. Dernæst hans usammenlignelige scenetilstedeværelse, hvor man det ene sekund ser ham råbe ,som var han i livsfare og det næste krummer han sig helt sammen og snakke-synger, som var han bare en knægt. Man kan ikke andet end tabe kæben over hans kompromisløse scenetilstedeværelse."

Afskum har endnu ikke udgivet noget officielt.

13:20 AYSAY

AySay lyder som det nye Norden. Et Norden der ikke længere kan løbe fra sin mangfoldighed og kulturelle rigdom. Et oprør fyldt med håb, lyd, sang og musik. Her synges på dansk, tyrkisk og kurdisk i en anatolsk psykedelisk fest med nordiske melodier og danske poparrangementer i smuk synergi med naturen og livet omkring os. Både sårbart og stærkt, men ofte også charmerende og opløftende, skaber AySay et pusterum, men også en festlig protest i opgør med en verden, der alt for ofte insisterer på snæversyn og fastlåste rammer.

Forsangeren Luna Ersahin er født ind i et liv med to kulturer som afsæt. Med en dansk mor og en kurdisk far fra Tyrkiet, hviler i hendes stemme en fortælling om helheden i de to halvdele. Som frontkvinde i kvartetten AySay er det det samme budskab, der udleveres i et fængslende lydunivers, hvor østlige og vestlige traditioner blandes; saz og darbuka møder elektroniske produktioner, mens østlige toner sunget på dansk glider over i tyrkisk i flydende overgange.

Med Aske Døssing Bendixen på analog og digital percussion, og Carl West Hosbond på guitar, er AySays pop-arrangementer moderne folkemusik i form og fortælling. Præcis som traditionel folkemusik skabes i tæt forbindelse mellem musikere og folk, har AySay omfavnet hele verden som sit afsæt, sin inspirationskilde og sit publikum. Kunstnerisk trækkes tråde til alt fra danske Sorten Muld til canadisk/tyrkiske Minor Empire og græske Marina Satti.

Back