August Høyen [UDSOLGT]
BILLETSALGET STARTER FREDAG 10. FEBRUAR KL. 10:00.
August Høyen er en ny, ung singer-songwriter fra det københavnske Nordvestkvarter, som besidder en stemme der får dig til at lytte efter. For han synger med et nærvær og en selvsikker skrøbelighed, der gør, at man ikke er i tvivl om, at teksterne kommer fra et ærligt sted. Det er personlige tekster, der både beskriver angst og kærlighed, med lige dele poesi og umiddelbarhed.
Sammenhørigheden mellem tekst og melodi er det centrale fokus – og det skinner tydeligt igennem, at R&B og traditionel folk- og countrymusik er stærke inspirationskilder for ham.
August Høyen har det forgangne år markeret sig som én af dansk musiks allermest interessante nye stemmer. Det skyldes blandt andet singleudgivelserne ’Vennerne Skinner’ og ’Jeg Regner Med’ som har modtaget airplay hos P3 og P4, skaffet ham supporttjanser for PATINA, Karl William og Bette – og fået ham udråbt som en artist man skal holde øje med i medier som GAFFA, Politiken og Soundvenue, hvoraf sidstnævnte blandt andet havde ham med på deres Breakin’ Sound-liste for 2023.
2023 tyder da også på at blive et mindst lige så begivenhedsrigt år som 2022. Dels kan man forvente mere ny musik fra August Høyen og hans faste kreative samarbejdspartnere; makkeren Laurits Smedegaard Andersen og producer-duoen T&O. Og så kan du forvente at se meget mere til August Høyen og hans band når han gæster Radar og Aarhus 16. september 2023.
SUPPORT: Jeppe Kamper
Jeppe Kamper er et intimt møde mellem klassisk sangskriverkultur og moderne indie. De dansksprogede sange dykker ned i fortællinger om tvivlende venskaber, tragikomiske kærlighedsbrud og midt-tyvernes kriser. Jeppe Kampers medrivende stemmeføring og organiske lydunivers er et lille og fint rum, der indkapsler et hverdagsliv i alle størrelser.