Cyd_Williams_Lead_-_Credits_William_Poyzer.jpg
Fotograf: William Poyzer

Cyd Williams [FÅ BILLETTER]

Med opløftende harmonier og et drømmende lydunivers, sætter Cyd Williams ord på ungdommens sår og drømmen om frihed. 

Bag kunstnernavnet Cyd Williams, står den 23-årige sanger og sangskriver, William Risvig.

En karismatisk, jordnær og dragende sangskriver, der for alvor kom på manges læber, da han tilbage i 2020 debuterede med soundtracks til de anmelderroste serier CENTRUM, GRÆNSER og FLOKKEN

Cyd Williams har i sine sange en særlig emotionel slagkraft, som har vist sig at resonere dybt hos ungdommen. Med blåtonede sange om tvivl, længsel og håbet om det bedre, omfavner Cyd Williams den sårbare tilværelse på nærværende og rolig vis. Den traditionelle og tilbageskuende tilgang til sangskrivningen træder tydeligt frem, og de eftertænksomme fortællinger og melodiernes vekslen mellem melankoli og optimisme står ubetinget i fokus. Fortællinger som får sit liv i et drømmende og organisk lydunivers, hvad end det formidles blidt og bart eller støvet og storladent.

På live-scenen debuterede han i 2022 med en håndfuld livekoncerter – bl.a. en rekordfyldt Byhave i Pumpehuset i sommeren 2022, en optræden på UHØRT Festival og senest for et proppet RUST i efteråret. Live formår Cyd Williams at bringe fortællingerne fra sangene bredt ud til et opmærksomt publikum. Med et show, der både rummer nærvær, eftertænksomhed og en varme i musikaliteten, er Cyd Williams – med sit fem-mand store orkester – klar til at cementere sig som et nyt solidt live-navn på den danske indiepop- og rockscene. 

I 2023 kommer Cyd Williams igen til at præge koncertprogrammerne på landets spillesteder og festivaler og starter bl.a året som én af VEGA’s Udvalgte og spiller til september på Radar i Aarhus. På udgivelsesfronten følger han op på et 2022, der foruden soundtracks til serierne SALSA og DRENGE har budt på en række singleudgivelser, som i begyndelsen af 2023 samles på EP’en ”Alt Vi Ka’ Drømme”.

SUPPORT: Downtown July

Den silkeborgensiske kvintet Downtown July, har netop udgivet indie-rock nummeret "Larm", der drives af en gennemgående og definerende guitar rolle, en attituderig, men alligevel inderlig og nærværende vokal samt et tekstunivers, der både synes relaterbart og hamrende ærligt.

Siden Downtown July blev etableret i 2020, er det kun gået en vej for det unge band. Ep’en "Alt Latter Bliver Til Ekko" blev startskuddet på en rejse, der sendte bandet rundt i hele landet på tour, og kulminerede med en stuvende fuld Rå Hal ved årets SPOT Festival (Halla, hvis du var der!)

Nu arbejder Downtown July på deres debutalbum, mens singlen "Larm" står som et musikalsk flagskib, der indkapsler den musikalske og kreative udvikling, som bandet gennemgår lige nu.

Om singlen udtaler bandet:

”Det er et nummer, som vi har haft med på landevejene i to år nu, og som bare er vokset og vokset. Nu er vi klar til at dele den i en form, som vi selv er glade for at udgive. Og selvom vi har haft den med til omkring 70 shows, så er vi stadig ikke trætte af den."

🎵 Lyt til "Larm" her: https://tinyurl.com/mr2t2h24

Uptempo, engagerende og med en intens nerve, præsenterer Downtown July et forfriskende take på Indie-rock anno 2023. De kalder selv deres musik for "Groove og Græd", så glæd dig til at groove og græde sammen, når Downtown July gør scenen varm til Cyd Williams lørdag den 30. september.

Back