Sara Flindt // Precious Mayhem // LM Madsen
Tre fantastiske artister samles til en aften med hjerteskærende vuggeviser, kammer-techno, katarsisk r&b og spirituelle vokaler.
De tre artister Sara Flindt, Precious Mayhem og LM Madsen tager på turné i Danmark sammen. Til koncerterne bliver de tre soloprojekter flettet sammen i tre korte sets.
Solokompositionerne bliver fælles ejendom og musikken bliver vejviser for aftenens musikalske landskab. En aften med hjerteskærende vuggeviser, kammer-techno, katarsisk r&b og spirituelle vokaler – spillet med et fuldt band sammensat til lejligheden.
Projektet tager udgangspunkt i den fælles fascination af hinandens musik og stemmer samt deres kærlighed til den melankolske kammer-artpop og inspirationskilder som Under Byen, CTM og Björk. Derfor har de slået sig sammen for at undersøge, hvad der sker, når grænserne mellem individ og fællesskab skiftevis optegnes og udviskes.
Alle tre artister har på forskellig vis markeret sig på den danske (og islandske) musikscene med deres bjergtagende vokaler.
Sara Flindt (ZAAR) har med sit soloprojekt tryllebundet med sin rørende og virtuose vokal i både Danmark og Island. Hendes musik er en intens forening af elektronik, kammermusik og folkloriske tekster.
Bag Precious Mayhem står Amanda Drew, drivkraft bag artpop-bandet Natlyst, som nu spiller i Angående Migs liveband samt med Kasper Staub fra Lowly. Hendes soloprojekt er en forening af elektronisk musik, cello og art rock - alt sammen bundet sammen af hendes afvæbnende vokal og dramatiske harmoniske sprog.
LM Madsen har tidligere udgivet under kunstnernavnet Swell, og er en del af den fremadstormende vokaltrio ilinx. Hendes musik spænder bredt fra fintfølende kammerpop og minimalistiske korværker til katarsisk DIY r&b - sammenholdt af hendes bevægende vokal og egensindige fraseringssprog.
Vi glæder os til at se dig <3