Allen Anjeh [SUPPORT: She's The Moon]
Med sit take på r&b og neo-soul bringer Allen Anjeh en kærkommen originalitet ind på den danske musikscene.
Hendes debut-ep Ó mmɛ ne, der udkom i september 2023, har været mange år undervejs, og består af en håndfuld sange, der musikalsk formidler indflydelsen fra hendes afrikanske rødder til fulde.
Med en barndom i Cameroun og teenageår tilbragt i Danmark er Allen Anjeh rundet af både sin bedstemors samling af plader med afrikanske ikoner som Fela Kuti og Manu Di Bango og hendes storebrors samling af 90’er-hiphop.
Selv dyrkede hun i sin barndom forbilleder som Destiny’s Child, Michael Jackson og Missy Elliott, og ud af de mange inspirationer samt det afgørende kulturchok, det var at flytte fra Cameroun til Danmark som 12-årig, har hun fundet sit eget kunstneriske ståsted og en stemme, man ikke kan lade være med at lytte til.
”Ep'en er dedikeret til min kærlighed til mit folk og min kultur."
Allen Anjeh skal optræde på årets Roskilde Festival, som skriver følgende om den lysende stjerne: ”Med glødende soulvokal formidler hun både personlige erfaringer fra en turbulent ungdom, men også en dyb kærlighed til den afrikanske kultur, hun har med i bagagen. Det skinner igennem på hendes fremragende debut-ep, Ó mmɛ ne, som endelig udkom i 2023 efter flere års arbejde.
Ep’en viser en ung kunstner, der ikke blot synger besidder en fantastisk sjælfuld vokal, men som også skaber sange med dybde og nuancerigdom i favntag med både pop, soul, afrikanske rødder og jazzede indslag. Det er et varmt og organisk bud på moderne soul, som også allerede har vakt opsigt internationalt, og der er god grund til at sætte forventningerne højt, når hun indtager Roskilde med sin store stemme og personlige sange.”
Vi stemmer i og glæder os helt vildt til at præsentere Allen Anjeh på Radar <3
SUPPORT: SHE’S THE MOON
I januar udgav SHE’S THE MOON sin debut-ep “What I Thought I Wanted", der har modtaget anerkendelse fra diverse medier. Hun var blandt andet på Bands of Tomorrows playlister UIMODSTÅELIGE og NORDISKE HITS, samt Kvinde Kend Din Pops Best of 2023. Hun har spillet support for iomfro på Klaverfabrikken, support for Hause Plants på Ideal Bar, og sammen med Sasha Adrian hos Kvinde Kend Din Pop og var hovednavn sammen med LIGA på Glostrup Kulturfest.
SHE’S THE MOON er Stine Rosenløv Jensens soloprojekt med rod i den alternative pops verden. Et sted, hvor der leges med elementer fra forskellige genrer for at få dig til at tvivle på, hvad pop egentlig kan være. Stine skaber en ny bedroom pop, hvor du aldrig får helt nøjagtigt, hvad du forventer. Hun skaber sange, som lyttere både kan danse og græde til, og hvor de føler sig forstået helt ind til kernen.
Stine står bag både sangskrivning og komposition af alt materiale, og hendes musik tager lytteren med på en dybdegående rejse gennem hendes indre univers. Emner som kærestesorg, venskab og eget selvbillede udforskes i intense og kraftfulde kompositioner. Hendes stemme formår at fange lytteren øjeblikkeligt og fastholde dem i hendes greb, indtil det sidste ord er sunget.
SHE’S THE MOON skaber det rum, hvor du kan føle dig grebet og set. Et sted hvor man kan være i sine følelser og bande af dårlige ekskærester og synge og danse til sange om frihed og selvkærlighed. Hun skaber et sted, hvor man kan udtrykke sin styrke - et sted, hvor man ikke er i baggrunden, men i centrum.