Venskabsfestivalen 2024
Glæd dig til en aften med god musik, dejlige mennesker og højt humør, når Venskabsfestivalen indtager Radar i Aarhus.
"Kan du ikke lave en festival for unge og voksne udviklingshæmmede?" Det blev arrangør Michael Jensen spurgt om tilbage i 2019, fordi en medarbejder på et bosted undrede sig over det manglende udbud til den specifikke målgruppe. Mennesker med udviklingshandicap har ikke mindre brug for fest, fællesskab og musik end andre, og derfor fik Michael arrangeret Venskabsfestivalen, der løb af stablen i Godsbanens Rå Hal tilbage i 2022.
Nu er festivalen tilbage, og denne gang foregår Venskabsfestivalen tirsdag den 30. januar 2024 på Radar, hvor vi åbner dørene for alle unge og voksne udviklingshæmmede, der har lyst til en helt igennem vidunderlig dag og aften i selskab med en masse skønne mennesker, fællesskab og god musik.
Glæd jer til at opleve:
Tung Trafik – kl. 14.00-15.00
DJ Tjess – kl. 15.30-16.30
The Mumes – kl. 17.00-18.00
DJ Line Sander – kl. 18.30-21.30
I arbejdet med at løfte initiativet har Michael Jensen været i kontakt med cirka 60 bofællesskaber, der har bekræftet efterspørgslen på initiativer som disse og ydermere understreget store ønsker fra borgere om at kunne skabe venskaber på tværs af institutioner – deraf navnet "Venskabsfestivalen".
På Radar glæder vi os til at byde alle festivalgængere fra nær og fjern velkomne, og vi vil gøre alt for at danne en god, tryg og festlig ramme for både musikere og publikum.
Vi glæder os til at se jer <3