Skærmbillede 2024-03-22 kl. 13.10.17.png

Lift Off Day Party // SPOT Festival

Radar præsenterer Lift Off Day Party lørdag den 4. maj under SPOT Festival. 

Forbered dig på fire fantastiske showcase-koncerter, når bookingsbureauet Lift Off præsenterer et fænomentalt linup på Radar under årets Spot Festival. Tag din bedste SPOT-homie under armen og find vej til Astrid Engberg, Elias Rønnenfelt, Hvalfugl og Smag På Dig Selv. Vi garanterer høj kvalitet, god stemning og fantastisk musik.

Det bliver den absolut bedste start på lørdagens festivaldag! 
Baren byder på iskolde drikkevarer og snacks til de trængende. 

spot24.jpg

Astrid Engberg

Den danske sangerinde, producer, komponist og DJ Astrid Engberg, København, udgav i september 2023 sit andet album Trust. Astrid Engbergs musik spænder over moderne soul, r&b, nu jazz og moderne klassisk musik, og lytteren inviteres ind i et univers af både minimalistiske og tunge produktioner, personlige historier og spirituel søgen. En fortryllende stemme, der udtrykker både en oprigtig følsomhed og dyb styrke.

Til efteråret 2024 tager hun det anmelderroste album (Politiken, GAFFA, Information m.fl.) med på tour på de danske spillesteder. Hendes debutalbum Tulpa, som Bandcamp Daily listede som et af de bedste album i 2020, gav også national anerkendelse, da hun vandt årets bedste vokaludgivelse ved Danish Music Awards Jazz samt Steppeulven for Årets Producer.

Tulpa satte Astrid bl.a. ord på sin mentale og fysiske bedring efter en hovedskade, som stadig påvirker hendes hverdag over et årti senere: "Grunden til, at jeg laver musik, er fordi det er mit bedste sprog," siger Astrid åbenhjertigt, mens hun tilføjer, at musikken gav hende en følelse af at være hjemme.

På sit andet album Trust hylder Astrid intuitionen og moderskabet med alt hvad det bringer. Hun samarbejder med en række nordiske talenter, såsom Maria Dybbroe, Tobias Wiklund og J. Ludvig III, samt Los Angeles-baserede Miguel Atwood-Ferguson - en æret multiinstrumentalist, dirigent og komponist. Albummet tog form efter fødslen af hendes første barn, og albummet blev skabt med legende glæde, åbenhed og taknemmelighed over en periode på ni måneder.

"Albummet er skabt af kærligheden til intuitionen, moderskabet og en påmindelse til mig selv og alle andre om, at man har lov til at være i verden på en anden måde end samfundet dikterer." – Astrid Engberg.

Hvalfugl

Dirrende musikalsk nærvær, ambiente klange og stærke melodier går op i en højere enhed når trioen Hvalfugl indtager scenen. Med deres gribende instrumentale udtryk har den aarhusianske trio Hvalfugl begejstret både publikum og anmeldere, siden de udsendte deres debutalbum By i 2017. Albummet høstede roser både herhjemme og internationalt. Efterfølgende har de raffineret deres sfæriske og drømmende udtryk på to yderligere albums – Som En Faldskærm (2019) og Øjeblikke Vi Husker (2020) – samt et par EP'er, hvor den seneste, Strømmer, udkom i efteråret 2023.

Musikalsk er Hvalfugl svære at sætte i bås, da deres musik frit bevæger sig gennem inspirationer fra hele genrelandskabet i en forening af organisk og akustisk sammenspil, drømmende ambient, minimalistiske forløb og smukke melodier, der langsomt folder sig ud for lytteren. Netop den fine balance mellem den varme, akustiske lyd og de diskrete brug af effekter er med til at åbne nye rum i musikken og skaber et distinkt udtryk, på én gang intimt og majestætisk. Jonathan Fjord Bredholts elegante klaverfigurer og sfæriske klangflader spillet på harmonium flettes sammen med Jeppe Lavsens krystallinske guitartemaer og Anders Juel Bomholts vuggende kontrabas på en måde, der skaber både enhed og stor detaljerigdom.

Det er samtidig musik, som skaber rum til lytterens egne indre billeder, hvad end man lader sig rive med af de stærke melodiske tråde eller synker ned i de dybe, ambiente lag. Den kombination er også med til at gøre Hvalfugl til en sjældent engagerende live-oplevelse, hvor trioen formår at flette de enkelte kompositioner sammen i helstøbte forløb, som inviterer publikum ind i et univers af sublim skønhed og vibrerende energi.

Elias Rønnenfelt

Kendt for sit arbejde som forsanger i det kritikerroste band Iceage, har Rønnenfelt skabt en unik vej inden for alternativ rock og post-punk, hvor han udfordrer grænser og konventioner med hver udgivelse. Født og opvokset i København begyndte Rønnenfelts musikalske rejse i en ung alder, drevet af en passion for udtryk og en lyst til at udforske lydens dybder.

Hans tidlige påvirkninger spænder fra den viscerale intensitet af punkrock til den introspektive lyrik i folkemusikken, hvilket gav et mangfoldig grundlag, hvorpå han opbyggede sin musikalske identitet.

Siden dannelsen af Iceage i 2008 har Rønnenfelt opnået bred anerkendelse for sin frygtløse tilgang til sangskrivning og optræden. Med albums som New Brigade, You're Nothing og Plowing Into the Field of Love har bandet opnået en dedikeret fanskare, og har fået ros for deres kompromisløse vision og elektrificerende liveoptrædener.

Udover sit arbejde med Iceage har Rønnenfelt samarbejdet med en lang række kunstnere, hvilket har udvidet hans soniske palet yderligere og skubbet grænserne for hans kreative output. Fra eksperimentelle støjprojekter til introspektive folk-optagelser kender hans alsidighed som musiker ingen grænser, idet han konsekvent overrasker og fascinerer lyttere med et hvert nyt foretagende.

Ud over sine musikalske ambitioner er Rønnenfelt også en dygtig poet og visuel kunstner, der henter inspiration fra litteratur, filosofi og verden omkring ham. Hans tværfaglige tilgang til kunst afspejler et dybt forankret engagement i udforskning og selvudtryk, der transcenderer grænserne for genre og medium.

Imens Elias Bender Rønnenfelt fortsætter med at udvikle sig og udfordre grænserne for sit håndværk, kommer hans næste kunstneriske projekt i form af hans solo debutalbum, der lander på gaden i slutningen af 2024.

Smag På Dig Selv

En trommeslager og to saxofonister. Så simpel er opskriften på et af nordens vildeste live-bands. Det smager af punk, det smager af jazz, også lidt af pop, hiphop, afro-beat og måske noget 90’er-dance.

Christianshavner-trioen Smag På Dig Selv er indbegrebet af instrumental eufori – farlig, fremadstormende, forførende og fri. De tre venner i Smag På Dig Selv slog deres saxofoner og trommer sammen i 2018 med en vision om at sparke folk ud på dansegulvet og skubbe til grænserne for den gængse koncertoplevelse og genreforståelse og har siden da huseret i den danske undergrund og efterladt scener, dansegulve og publikummer i sveddryppende ekstase.

Med blot en enkelt ep i bagagen har Smag På Dig Selv de seneste fem år spillet utallige koncerter over hele landet, og har etableret sig som et balstyrisk live-fænomen i mange undergrundsmiljøer.

Foruden deres utrættelige techno-inspirerede energi, har de gjort sig bemærket med brugen af alt fra nordisk strubesang, digtoplæsninger og industrielle rekvisitter på scenen. Anmeldere på årets Roskilde Festival havde aldrig hørt noget lignende, og Politikens anmelder var efterladt i chok efter trioens koncert på Huset under Copenhagen Jazz Festival. Hvornår har du sidst headbanget til en jazzkoncert?

OBS: Du skal have armbånd til SPOT Festival for at komme ind til Lift Off Day Party. 

Back