Skærmbillede 2024-12-02 kl. 13.11.49.png

Trubaduren

Trubaduren vender retur til Radar, og fejrer udgivelsen af deres tredje album Et Stille Ord!

Trubadurens krøllede univers er fyldt med uforløste romancer, udlængsel, dagdriveri og den altid tilbagevendende trang til nattens søde druer, som hældes i bossa-bowlen og blandes sammen til en farligt god kaffepunch.

Hverdagsbanaliteterne får lidt tiltrængt farve i kinderne, når de slår følge med de lavthængende sydfrugters pulserende optimisme; lige fra sambaens lystige og dansable udskejelser til bodegabossaens beduggede chassé. 

Det seks mand store band er kendt for deres karismatiske og underholdende live-optrædener. Den uhøjtidelige jyske charme får lov til at sprede sig ud i alle jammerkroge, mens der bygges bro mellem drømmen om livet på de støvede fortovsrestauranter i Rio til de barske realiteter på de toppede brosten i København. Det aarhusianske band henter deres inspiration hos en lang række af nordiske kunstnere, som bl.a. Cornelis Vreeswijk, Otto Brandenburg og Søren Kragh-Jakobsen mfl.

Siden de begyndte at smøre deres højtbelagte, dansksprogede rundtenommer af samba, bossa nova og folkelig rock, har Trubaduren efterhånden fået kultstatus i det aarhusianske bymiljø. Derudover har de spillet på en lang række festivaler og spillesteder i hele landet og udgivet flere albums; deres debutalbum Det Går Jo Godt (2018), Live fra Ris Ras Filliongongong (2019), At Danse Moderne (2020) og i det tidlige forår ‘25 er de atter aktuelle med deres tredje studiealbum, Et Stille Ord. De første to singler, "Åkesson Bye Bye" og "Tænk Sig Hvis Vi Ku’’, er ude nu. 

Trubaduren består af:

Tobias Stjernholm - Vokal, mundharmonika, trompet
Rasmus Bak Christiansen - Guitar
Rune Kragh -  Harmonika, percussion
Tobias Granum - Trommer, percussion
Jeppe Abildgaard - Bas
Martin Vollertsen - Klaver, percussion, vokal

Vi glæder os til at se dig <3

Back