
HUL PRÆSENTERER: Spawner + Date Camp + Woody Gunner + Crushing
Varm op til SPOT Festival med Huls vanvittigt fede forspil!
Hul har kurateret en superskarp forfest til årets SPOT Festival. Vi glæder os til at introducere jer for fire geniale artister fra det danske vækstlag: Spawner, Crushing, Date Camp og Woody Gunner.
Det bliver den absolut bedste måde at starte SPOT på.
OBS: Der er begrænsede billetter i salg og intet dørsalg!
GRATIS ENTRÈ med SPOT-armbånd
TIDSPLAN
19:30: Woody Gunner
20:30: Crushing
21:30: Date Camp
22:30: Spawner
WOODY GUNNER
Woody Gunner er indierock med nerverne uden på tøjet. Med base i København forener bandet rå energi med skrøbelig intensitet.
Jonatan, Jasper og Mattias har næsten et årtis erfaring fra metalmiljøet. De kommer fra en verden af tempo, volumen og disciplin. Men mødet med Alma ændrede kursen. Hendes stemme åbnede et nyt rum i musikken — ikke blødere, men mere nuanceret. Mere luft. Mere spænding. Her opstod Woody Gunner.
Siden har bandet markeret sig med en stærk og nærværende liveprofil. De har spillet en række koncerter, fået solid radiotid og løbende udvidet deres katalog med singler, der balancerer det storladne og det sårbare.
Woody Gunner er kontraster. Kontrol og kaos. Støj og stilhed. Og følelsen af, at noget er på spil.
CRUSHING
Crushing spiller umiddelbar, støjende og primitiv guitarmusik. Med fødderne plantet i no-wave inspireret post rock, er projektet en ærlig, både humoristisk og smertefuld, graven i gamle, dybe sår, der blotlægger intime usikkerheder omkring krop, sex, længsel og sorg.
Centralt i Crushing er to ønsker - at beskrive personlige, menneskelige oplevelser, som de er: Beskidte. Kødelige. Forfaldne. Gennemvædet af blod, sved, snot og tårer. - og at løsrive sig fra kroppens begrænsninger og drifter, bevæge sig ud og overvære det komiske i blottet tandkød og indsunkne kinder.
Få enkle guitarakkorder halser kejtet efter den hæsblæsende, repetitive rytmik, der knap nok når at sætte den ene fod foran den anden. Den lyriske tyngde understreges af smertesskrig og atonale udbrud, der står i skarp kontrast til et ubekymret og til tider nærmest muntert udtryk.
Det er hårdtslående men impotent, ufølsomt men tyndhudet, tungt men grinagtigt.
DATE CAMP
Date Camp var et soloprojekt, der ud af nød blev til et band. Et nyt møde, en første date, der fandt sin form i det uundgåelige partnerskab vi kalder et band.
Musikken er tempofyldt over tid, den buldrer derudaf, men springer konsekvent et slag over. “Krautrock i skæve taktarter”, er det blevet kaldt. Ustyrligt målrettet, simultant blidt og hårdt, altid transparent.
Teksterne fordrer nøjsomt forandring, og i samspil med musikken mediteres der over det konkrete; et udefinerbart hus, et bakkedrag i Firenze, et fatamorgana.
SPAWNER
Spawner er Johan Danø Hoffmann, Jonas Engell og Ella Moreno Risell, der laver sange om at føle sig afkoblet fra omverdenen, i en tåget hverdag hvor man står op med en grundfølelse af altid at befinde sig i en feberdrøm.
Projektet er en undersøgelse af, hvordan tre forskellige stemmer kan skabe en fælles fjerde – og det lykkes Spawner med i et lydunivers bestående af tætte vokalharmonier, der klinger af folk og country, og blander sig med tunge riffs og tempoer fra punk-rock og grunge, dog uden at være bange for poppens melodier og struktur.
Vi glæder os til at se dig <3