vaerk.collective_profile4.jpg

Musikkollektiv får kunstnerisk legeplads på Radar

Musikere fra Det Jysk Musikkonservatoriums sangskriverlinje kaster sig den kommende tid over at udfordre det musikalske, kunstneriske og visuelle rum omkring det traditionelle koncertformat. Det sker over fem koncertaftner på Radar. Første koncert afholdes onsdag 14. november.

Under navnet VÆRK.Collective skaber et aarhusiansk musikkollektiv en kreativ legeplads, hvor vilde ideer og original musik afprøves, og hvor et overordnet tema danner rammen for en helstøbt koncertoplevelse en helt almindelig onsdag aften. Første koncert afholdes 14. november med temaet ’Slør’. To af personerne bag VÆRK, musikerne Gry Colding Ebbesen og Stine Drejer, fortæller:

”Konceptet ’Slør’ er et visuelt eksperiment, en leg med ordet og en forandring af rummet. Vi vil invitere lytteren ind i et rum, hvor det hele fremstår sløret, men hvor man pludselig oplever de forskellige lag meget tydeligere. Forgrunden, baggrunden; mellem det bandet og dig i mellemrummet.
Mellem lytter og musiker hænger der et slør, der gør det tydeligt, at du er lytteren, og at det er en opgave i sig selv. At lytte - og observere. At prøve at forstå alt det der foregår bag sløret.”

En legeplads på musikernes præmisser
VÆRK.Collective er resultatet af en vild skabertrang og en lyst til at udfolde sig kreativt i fællesskab, som er sprunget frem blandt musikerne på sangskriverlinjen på Det Jyske Musikkonservatorium. Resultatet er VÆRK.Collective - en platform skabt af de studerende selv, hvor musikken bliver præsenteret på netop den måde, de ønsker. De studerende har et håb om at skabe et virkelighedsnært format, hvor publikum bliver inviteret med ind for at høre alt den spirende og nye musik, der netop bliver skabt her i Aarhus. Og hver aften bliver en helt unik oplevelse.

“Forvent det uventede - hav et åbent sind, og giv dig hen til en række aftener, hvor VÆRK.Collective præsenterer dig for nye musikalske og kunstneriske oplevelser”- siger Gry og Stine om de fem fastlagte koncertaftner.

Alle koncerter finder sted på Radar, og vi ser det som en stor anerkendelse, at de studerende har henvendt sig til netop os.

”Her på Radar arbejder vi løbende med at udvikle oplevelsen af at træde ind i et koncertrum. Derfor er det helt oplagt, at vi har lavet dette samarbejde omkring VÆRK.Collective”, fortæller spillestedsleder Mia Fuglsang, der samtidig ser det som en god mulighed for at understøtte en af grundpillerne i det aarhusianske musikliv:

”Musikerne på Det Jyske Musikkonservatorium har enorm stor betydning for det aarhusianske musikliv, derfor er det også vigtigt, at vi som spillested går ind og anerkender og understøtter de studerendes virketrang”, fortæller Mia Fuglsang.

Du kan opleve VÆRK.Collective følgende onsdage på Radar. Koncerterne starter alle dage kl. 19.30:
14. november med temaet ’Slør’.
6. februar med temaet ’Turbo’.
6. marts med temaet ’En Route’.
3. april med temaet ’Sort på Hvidt’.
1. maj med temaet ’Nebulae’.

Back