header.jpeg

"VI ER HER, FORDI VI HAR LYST“ - FRIVILLIGHED PÅ RADAR

Hver gang du er til koncert på Radar, bliver du i døren og baren mødt af smilende mennesker i Radar-trøjer, der sørger for, at du får en dejlig koncertoplevelse. Hvad du måske ikke ved er, at langt de fleste af dem du møder, er frivillige. Af cirka 45 medarbejdere, der står for at arrangere og formidle livemusik på Radar, er 38 medarbejdere nemlig en del af frivilliggruppen. De er helt essentielle for afviklingen af koncerter på Radar, og det ville ganske enkelt ikke kunne lade sig gøre at afholde koncerter uden dem.

 

“Vi er her, fordi vi har lyst.” Sådan siger en af deltagerne en søndag sidst i oktober, hvor en håndfuld fra Radars frivillig-gruppe har inviteret til TourDeVenue. Et arrangement, der på én og samme tid har til formål at uddanne og samle en lang række frivillige fra spillesteder i Aarhus og omegn, blandt andet fra Voxhall, Turkis og Ungehuset Værket i Vejle. 

Dagens program tæller blandt andet et oplæg med Aya Mortag Freund fra Roskilde Festival Experience (RFX). Roskilde Festival er anerkendt for deres sublime håndtering af frivillige og publikum, og Aya er teamleder for festivalens Social Workers, der har ansvaret for den psykiske trivsel blandt festivalens gæster og frivillige. Derfor er hun også den helt rigtige til at dele sin viden med de knap 40 frivillige, der har meldt sig til søndagens event. 

DSC03057.jpeg

HVORFOR FRIVILLIG? 

Hvorfor er der overhovedet nogle, der gider at bruge deres tid på frivilligt arbejde? Det spørgsmål har du måske stillet dig selv, når du eksempelvis hører om omfanget af frivillighed i den danske kulturbranche. 

Grundlæggende er sammenholdet det allervigtigste. Når der ikke er et økonomisk afkast for den enkelte, skal værdien nemlig ligge i arbejdet, i fællesskabet og i den anerkendelse, man får og giver hinanden. Flere gange i løbet af søndagen, bliver det nævnt, at det er helt essentielt, at man som frivillig føler sig anerkendt og set – både af andre frivillige, men også af organisationen. At man hylder hinandens indsats, og at man føler sig inddraget i organisationens udvikling. For dagens deltagere er sammenholdet i en frivilliggruppe bygget på tillid, tryghed, forståelse, fællesskab, lyst, ansvar og åbenhed. 

 

DET GODE VÆRTSKAB

Foruden det interne fællesskab, der naturligvis vægtes højt, så er det ikke kun over for hinanden, at de frivillige har et ansvar. I mødet med publikum kommer de frivillige automatisk til at stå i situationer af forskellig karakter, og det er enormt vigtigt, at de er godt klædt på til at løfte den opgave. Det er her, det gode værtskab kommer ind i billedet. Aya Mortag Freund oplærer og træner sammen med RFX frivillige i konflikthåndtering, kropssprog, forebyggelse og relationsopbygning. Hendes oplæg til søndagens TourDeVenue kommer omkring grænsesætning, konflikthåndtering, sammenhold, ansvar, autoritet og anti-diskrimination. Alt sammen noget der er relevant i arbejdet med større menneskemængder. 

Aya fortæller, hvor vigtigt det er at fremelske den opførsel, man gerne vil have, andre skal udvise. Som frivillig er man med til at forme kulturen på et spillested, og det bliver især relevant, når man står overfor uventede omstændigheder. Noget der ofte sker, når man står med en fuld sal af glade koncertgængere. Ayas oplæg starter en spændende dialog blandt dagens deltagere. For hvordan bygger man en god kultur både internt i en frivilliggruppe, og overfor publikum? Og hvad skal man stille op, hvis der eksempelvis kræves en kulturændring for at nå i mål? 

Konklusionen fra Aya og de frivillige lyder, at man først og fremmest skal vide, hvilket fælles værdisæt, der arbejdes ud fra. Det er vigtigt, at man bakker hinanden op på den baggrund, at der er tydelige rammer, og at man ved, hvem man skal henvende sig til i bestemte situationer. 

Turkis frivillige lytter.JPG

Deltagerne i TourDeVenue lytter til oplæg fra spillestedsleder Thomas Beyer på Turkis

VIL DU VÆRE FRIVILLIG? 

Radar søger løbende frivillige, og vi har en venteliste, som man kan blive sat på. Som frivillig arbejder man i områderne bar, entre, garderobe, foto, lys og afvikling. Hvis du er interesseret i at blive frivillig på Radar, så skal du sende en kort ansøgning til spillestedsleder Ole G. Jørgensen: ole(a)radarlive.dk. Her skal du fortælle lidt om dig selv, alder, baggrund, erfaring og ikke mindst hvorfor du gerne vil være frivillig på Radar.

Radar har forskellige medarbejdergoder for de frivillige, såsom gratis adgang til alle Radars koncerter, billige priser i baren, og så afholder vi en række sociale arrangementer hen over året for alle Radars medarbejdere.  

Vil du vide mere om at være frivillig på Radar? Så læs med her: https://radarlive.dk/informationer/frivillig/

DSC00469.JPG

Veltilfredse arrangører af TourDeVenue. Fra venstre Nina, Lilli, Andreas og Bjørk, som alle er del af Radars frivilliggruppe.

 

Til TourDeVenue d. 29. oktober deltog frivillige fra følgende spillesteder: 

Radar, Voxhall, Train, Turkis, Sidesporet, Alter Festival, Unge- og Kulturhuset (Grindsted), Ungehuset Værket (Vejle), Platform K (Horsens)

TourDeVenue er støttet af Tuborg Fondet.

Back