Hvis man ikke er regional, hvad er man så?

Der er netop blevet udpeget nye Regionale Spillesteder. 19 dygtige institutioner har fået bevilling fra 2025 og fire år frem. De skal understøtte udviklingen af den danske musikscene og nye artisters vej til et bæredygtigt arbejdsliv med musikken. Det er et vigtigt og ærefuldt hverv.

Alligevel giver det anledning til at spørge, hvad der nu kommer til at ske med de omtrent 50 resterende danske spillesteder? 31 af dem har søgt puljen. Det viser med al tydelighed, at de danske spillesteder gerne vil understøtte udviklingen af et mangfoldigt musikmiljø, sikre stærke og ordentlige rammer for nye artister og bidrage til et blomstrende kulturliv i hele landet.

Det tyder også på, at der i hele landet er en vilje til at udvikle relevante institutioner og en ambition, samt et enormt behov, for at sikre bedre vilkår for de lokale musikmiljøer. Det er helt klart positivt, men som det ser ud nu, så er der rigtig mange, der ikke får mulighed for at bidrage med deres optjente viden og anciennitet, fordi de enten 1) er blevet frataget deres bevilling, 2) ikke har fået bevilling, eller 3) ikke har mulighed for at søge den endnu ikke vedtagede tilskudsmodel for netværks- og genrespillesteder.

Jeg er daglig leder på spillestedet Radar. Vi har plads til 300 publikummer, og Radar har været et regionalt spillested siden tilskudsmodellen blev oprettet i 2001. Denne gang har vi dog ikke fået forlænget vores bevilling, og skal fra 2025 være et ”almindeligt” spillested. For nogle giver det sandsynligvis anledning til at sige ”så er det nok også på tide med en udskiftning”, og for andre vækker det undren. Især hvis man tillægger ordningen med regionale spillesteder en slags public service-værdi.

Får man støttekroner fra stat og kommune, så forpligter man sig til at være modig i sin programlægning, til at tage chancer, til at støtte op om nicherne, de helt nye artister, vækstlaget, det smalle og det eksperimenterende. Alt sammen noget, der er ekstremt vigtigt for det musikalske udviklingspotentiale, og som udelukkende kan lade sig gøre, hvis man har et økonomisk grundlag at støtte sig til.

I al beskedenhed, er det lige præcis det, vi har gjort på Radar gennem alle årene. Det er det, vi er gode til. Alle eksterne evalueringer og tilkendegivelser har peget på (og peger stadig på), at Radar gør en kæmpe forskel for den lokale, regionale og nationale musikscene.

Den manglende udpegelse er først og fremmest et kæmpe tab af identitet, og potentielt også mange års opbygget anciennitet. Dernæst tvinger det os til at tage nogle kommercielle briller på, der med en vis sandsynlighed vil gå ud over de mange projekter og samarbejder, vi har etableret for at fremme vilkår og muligheder for et balanceret liv i musikbranchen. Det udfordrer også vores programprofil, og vi risikerer at miste nogle af de mange nysgerrige gæster, der ofte søger mod Radar for at opdage nye lyde i det danske musiklandskab.

En anden konsekvens er en reduktion i medarbejderstaben, hvilket naturligvis gør ondt på et kollegialt og personligt plan, men som også betyder, at Radar mister kompetencer, viden og handlekraft.

Med andre ord er gulvtæppet blevet hevet væk under alt det, vi har arbejdet for de seneste 20 år.

Som det ser ud nu, så er den eneste mulighed for at sikre midler til overlevelse og (hvis man er heldig) til at fortsætte det dedikerede arbejde med det mindre kommercielle, enten at tjene pengene selv, eller blive udpeget som regionalt spillested. Under de nuværende markedsvilkår er det ekstremt svært at tjene pengene selv – især hvis man har en kapacitet under 500, og dermed ikke kan få de store stjerner på besøg.

Derfor er det ekstremt vigtigt, at der vedtages nye støtteordninger, så som puljen for netværks- og genrespillesteder.

På Radar giver vi naturligvis ikke op så let. Vi har et helt fantastisk spillested, og vi sætter alt ind på at kvalificere os til en alternativ støttemodel. Det er den eneste mulighed vi har for, at al den viden, alle de kompetencer og al den anciennitet, som Radar har opbygget gennem årene, ikke går til spilde.

Vi forsøger at holde os flydende, men vores skæbne er delvist i hænderne på politisk handling.

Ole G. Jørgensen
Daglig leder af Radar