CarstenHolm.jpeg

Carsten Holm: "Jeg vil næsten kalde Radar for kulturbærende"

Carsten Holm er anerkendt radio- og podcastvært, han har været musikfan siden han kunne registrere lyde, og så er han fortaler for, at vækstlaget og den upcoming musik har holdbare vilkår i en verden, hvor alt ofte skal være større, hurtigere og bedre. Derudover mener han, at Radar er en vigtig brik i den musikalske fødekæde.

Hvad er dit forhold til Radar?

Mit forhold til Radar startede længe før, at jeg flyttede til Aarhus, hvor Radar som naturlig del af SPOT Festival var en af de scener, man ligesom orienterede sig efter. Fordi Radar har altid stået for at præsentere navne, hvad enten det har været i forbindelse med eksterne arrangementer eller deres egne arrangementer, som gerne vil én noget. Som gerne vil kommunikere noget til publikum, der er vigtigt eller væsentligt.

Det kan være lyrisk, men selvfølgelig også kunstnerisk og musikalsk. Der er nogle enkelte spillesteder rundt omkring i landet, som har en særlig position, og som er synonym med kvalitet, fordi det altid har været rigtig godt kurateret. Radar har altid været sådan et sted, som jeg har orienteret mig efter, når jeg har skulle ud at høre musik – både før, men også efter jeg er flyttet til Aarhus. Jeg har haft nogle fede, fede oplevelser på Radar, og har det stadigvæk.

Hvad er dit take på Radars position i den musikalske fødekæde, og det faktum, at der kigges ind i en potentielt anderledes position grundet den manglende udpegelses som regionalt spillested?

Hvis man mister Radar som et led i den musikalske fødekæde, så vil man miste lige præcis det led, hvor de bands, der har prøvet sig selv af på de allermindste scener, og er klar til det næste skridt, hvor der er lidt mere professionalisme, hvor der er lidt mere på spil, og hvor der kommer måske lidt andre gæster end ens venner nede fra øvelokaleforeningen, jamen så vil der bare ikke være den platform længere, hvor de føler, at de bliver taget seriøst, når de ankommer til stedet, og de rent faktisk føler, at de vokser med opgaven, når de står på Radars scene.

Og derudover vil musikfans ikke længere have et sted, hvor de blandt andet kan opleve den nye musik, der måske ikke er helt færdigbagt endnu, men som er rigtig, rigtig godt på vej. Fordi de har allerede fået den øvelse fra alle mulige andre mindre steder, og nu er klar til at stå på et af de mere velrenommerede steder i Danmark – inden de tager videre på nogle af de helt store scener.

Der spiller Radar altså en væsentlig rolle i at kunne give diverse bands det rygstød, og en snert af, at det rent faktisk er nu, det begynder at tælle for alvor. At de kan komme ud med deres musik, og få den spillet for folk, som rent faktisk vil tage imod den; og så endda i rigtig, rigtig fede rammer.

Hvad med Radars indflydelse i andre sammenhænge?

Som jeg ser det, så spiller Radar en enormt stor rolle både som spillested, men også ved at involvere og engagere sig i en masse andre projekter, som er essentielle for udviklingen af det aarhusianske musikliv. Radars tilgang betyder dels en masse for eksterne arrangører, men så sandelig også for de bands, der kommer ud og får lov til at indtage Radars scene i forskellige sammenhænge.

I foråret 2024 blev der blandt andet afholdt Falk Festival, og det at få et spillested som Radar med i faciliteringen og udviklingen af nye talenter i sådan en situation, betyder ekstremt meget for arrangørerne, men i dén grad også for artisterne. Både upcoming arrangører og upcoming artister bliver taget seriøst på Radar, og stedets engagement giver øget blod på tanden til de individer og grupper, de samarbejder med.

Hvad er det unikke ved Radar som spillested?

Den måde Radar er blevet bygget på betyder, at det lydmæssigt er en af de bedste scener i Danmark at opleve livemusik på. Derudover kan rummet også en del mere, end mange andre danske spillesteder, for scenen kan rykkes ud i midten lokalet, hvilket på den måde kan være med til at give nogle anderledes oplevelser for publikum, og for bands, der lige pludselig har muligheden for at spille koncerter på en 360 graders scene på et mindre spillested, hvilket er ret unikt. Det er helt sikkert med til at inspirere til kreativitet, og er med til at give nogle helt særlige musikoplevelser, som er de færreste spillesteder forundt.

Hvad tror du, det har af betydning i et større perspektiv?

Radar jo en vigtig motor for den del af musikscenen, der henvender sig til de bands og aktører, der befinder sig i et helt bestemt lag fødekæden – især når vi taler musiklivet i Aarhus, men så sandelig også på landsplan. Jeg kender til enormt mange bands, der har været forbi Radar, fordi de var blevet for store til at spille på et mindre spillested, og for små til at spille på et af de store. Og der har Radar tilbudt de helt perfekte rammer for en lang række bands, der ellers ville

Imod alle odds har Radar formået at skabe et miljø omkring sig fra begyndelsen, hvor spillestedet blev placeret på Godsbanen, der skulle være det nye, kreative centrum i Aarhus. Her er der blevet kæmpet en årelang kamp for at skabe et miljø ud fra et sted, hvor der ikke var et etableret miljø i forvejen. Og sammen med alle mulige andre kræfter som Godsbanen selv, Institut for X og mange andre, så har Radar formået at få et toneangivende spillested op at svinge. Et spillested som jeg næsten vil kalde kulturbærende.

Back