Evrim Citirikkaya: ”Radar har løftet mange aktører gennem årene”
Evrim Citirikkaya arbejder i dag som leder af Public Engagement på ARoS. Derudover er han forperson i genreorganisationen Tempi, der har fokus på rootsmusikkens vilkår i Danmark, og arbejder for et mangfoldigt, inkluderende og bæredygtigt musik- og kulturliv. Desuden sidder han i både kunst- og musikrådet i Aarhus Kommune.
Hvad er din historie med Radar?
Jeg tror, at mit allerførste møde med Radar er i forbindelse med Det Turkise Telt, hvor Gitte, Radars daværende leder, kommer ned i vores lille telt nede i Mathilde Fibigers Have. Hun er meget nysgerrig og opsøgende på, hvad vi er for en størrelse, og hvordan Radar potentielt kan samarbejde med os.
Det munder ud i, at vi både laver noget Århundredets Festival sammen et år, og påbegynder et stadigt fungerende tæt samarbejde og relation de to steder imellem.
Jeg holdt fast i min tilknytning til Radar, blev ansvarlig for baren dernede, og det var jeg fra omkring 2015 til 2018. Så i den periode var jeg både tilknyttet Radar og Det Turkise Telt, og der var altid en rigtig, rigtig fed udveksling. Man kan grundlæggende sige, at Radar har bidraget helt enormt til hele den rejse, som Det Turkise Telt har gennemgået. Hjælp til alt det administrative har nok været det væsentligste de seneste år, men i en lang periode var det også lavpraktiske, men værdifulde, ting såsom lån af udstyr, og en helt uundværlig vidensdeling.
Det var nogle magiske år, hvor man virkelig blev et team med alle de frivillige. Det er folk, jeg stadig holder fast i – alle de frivillige og de venner jeg fik i den periode. Man fik et unikt bånd til hinanden, fordi man oplevede så mange ting sammen. Altså, både store koncertoplevelser, men man fik også en slags bredde på, hvor forskellig musik kan være, og hvor forskellige koncertoplevelser kan være.
Er der noget derfra, du vil fremhæve?
Altså det var bare en spirende vibe, og musikerne turde virkelig bruge Radar som legeplads. En af de første koncerter jeg var inde over var med Lis Er Stille, hvor der virkelig blev spillet på Radars evne til at udfordre koncertformatet. Her kom 360 graders konceptet virkelig til sin ret, og det giver jo mulighed for at lege med rummet, lege med visuals og med koncerter generelt.
I den henseende har Radar altid været en musikalsk legeplads i byen. Det er i hvert fald der, hvor jeg først og fremmest blev introduceret til den måde at arbejde med musik på.
I forlængelse af det, hvilken betydning mener du så, Radar har som spillested og faciliterende instans i Aarhus?
Radar er nok et af de mest modige spillesteder i byen. Forstået på den måde, at det ikke kun er musikken, man er modig omkring, men det er også formidlingsformen og de forskellige tiltag der præsenteres, og derudover også måden man præsenterer musikken på. Radar skiller sig også ud i forhold til mødet mellem kunstarter, og der er bare en leg og en eksperimenteren på Radar, som jeg synes, er vildt interessant.
Men jeg synes, at Radar som spillested har formået at opbygge en tillid, så man som gæst er sikker på, at man bliver præsenteret for noget interessant. Også selvom man ikke kender det i forvejen. Jeg er af den opfattelse, at der er en del, der har en forbindelse til Radar snarere end til de specifikke artister, der præsenteres. Og det er virkelig noget, jeg synes adskiller Radar fra flere andre steder. Det er i princippet noget som festivaler grundlæggende lykkes med. Der skal fandme meget til, at man tager ned på et spillested, hvor man ikke nødvendigvis ved, hvem der spiller, men jeg synes, at Radar er lykkes med at skabe et sted med et nysgerrigt publikum.
Hvorfor tror du, det er sådan?
Det er fordi, man på en eller anden måde formår at facilitere et fællesskab, der går på tværs af institutionen og musikken. Publikum, personalet og de frivillige er i øjenhøjde med hinanden, fordi der er musik- og fællesskabsnørder på begge sider.
Hvad har det betydet for dig personligt at være en del af Radar?
Jamen altså, hvis ikke jeg havde været en del af Radar i de der spæde år, så havde jeg simpelthen ikke fået den musikalske dannelse, som jeg føler, jeg har med i bagagen. Og ikke mindst tilgangen til, hvordan man håndterer musik på en hensigtsmæssig måde.
Altså, hvis nu vi siger, at det går sådan, at Radar lige pludselig ikke eksisterer længere i det aarhusianske musikmiljø, hvad er det så, der kommer til at mangle ifølge dig?
Aarhus ville komme til at mangle et modigt sted, der tør præsentere forskellig musik på forskellige måder. Hvor der bliver lejet med formater, genrer og tværfaglighed, og hvor den rytmiske musik har gode kår uanset om du er helt ny fra vækstlaget eller mere etableret.
Men der er jo tre andre regionale spillesteder. Er det ikke nok?
Altså, vi er enormt privilegerede på musikfronten i Aarhus. Det er vi. Der er enormt mange dygtige formidlere af musik, men jeg synes, at det Radar kan, er vigtigt. De bidrager med noget, der er understøtter byens musikscene på en konstruktiv måde.
Efter min mening er Radar en musikinstitution, der har været meget generøs og gavmild i forhold til at samarbejde med mindre aktører og musikforeninger gennem årene. Hvis ikke Radar havde været der, så havde udviklingen på Turkis bestemt heller ikke været den samme, som den er i dag, og der er grundlæggende mange aktører, som Radar har løftet gennem årene. Det synes jeg virkelig ikke, man skal undervurdere.