FEMY: "Det kommer til at kunne mærkes, hvis Radar forsvinder"
Yasmin Branco og Maria Simonsen har begge været en del af Restage – et forløb der udbydes af Dansk Live for at sikre øget repræsentation af minoriserede unge blandt publikum, frivillige og ansatte. En grundværdi vi på Radar har samarbejdet med Restage om siden 2022. De frygter begge at Aarhus mister en væsentlig grundsten i samarbejdet med unge vækstlagsaktører, hvis Radar mister sit eksistensgrundlag.
Hvad er jeres forhold til Radar, hvis vi skal starte der?
Maria: FEMY er en del af Restage-forløbet, og i foråret 2024 afholdt vi et arrangement på Radar som afslutning på vores forløb. Radar samarbejder med Restage om at hjælpe og facilitere projekter udsprunget af forløbet.
Yasmin: Radar er også grundlæggende et sted, der inviterer til, at folk kan komme inde og lære en masse, prøve ting af og sådan. Så det giver rigtig god mening, at det var på Radar, der hjalp os med at komme i mål.
Hvordan blev I mødt på Radar? I forhold til de ting, I havde brug for, for at komme i mål med jeres arrangement?
Maria: Vi blev mødt med åbne arme. Vi fik megagod sparring hver især. Vi blev allesammen hørt, og alle de tanker og idéer, vi havde, det var noget, der på bedst mulig vis blev eksekveret med det, der var til rådighed.
Yasmin: Ja, vi fik megagod sparring.
Maria: Også i forhold til at nogle af os ikke havde prøvet at afholde og afvikle et større arrangement før. Jeg oplevede det som mega positivt, at man blev holdt lidt i hånden undervejs og fik den rådgivning, der skulle til.
Yasmin: Også fordi vi havde nogle lidt skøre idéer, føler jeg. Vi prøver at være meget innovative. Vi tænkte, nu prøver vi det her, og hvad med det, kan det lade sig gøre? Og derfor synes jeg, det var fedt, at vi ikke blev mødt af ”sådan nogle kedelige voksne”, der satte en stopper for vores idéer og hjalp os videre i stedet for. Det var virkelig rart, trygt og sjovt. Og det føler jeg kun, det var, fordi personalet på Radar er virkelig flinke, dygtige og ordentlige.
Maria: Jeg synes, det var en virkelig fed og god oplevelse, og jeg synes, det er ærgerligt, hvis andre fra Restage eller unge fra andre organisationer ikke kan få lov til at gøre det samme, som vi fik lov til.
Yasmin: For jeg kan faktisk ikke se, hvor vi ellers skulle gå hen i Aarhus, hvor der er samme kapacitet og samme villighed til at hjælpe. Jeg føler også, at jeres værdi og principper stemmer meget overens med det, vi gerne ville. At skabe et rum, hvor der var plads til alle, uanset set køn, etnicitet og whatever. Alle de bokse, man kan blive sat i, i samfundet. Og så bare skabe en aften, hvor alle har det fedt, og hvor man kan lære noget nyt. Det blev et intimt og trygt rum, og det føler jeg ikke, alle spillesteder i byen har.
Maria: Nej, overhovedet ikke. Eller de giver i hvert fald ikke plads til det på samme måde.
Yasmin: Og jeg synes, det er fedt, at det ikke er så kommercielt det hele. Man kan mærke, at det ikke kun handler om at tjene penge, tjene penge, tjene penge. Selvfølgelig skal man have penge i kassen for at få det hele til at løbe rundt, men der bliver prioriteret vækstslagsartister og især også vækstslagsaktører. Der bliver taget noget musik ind og nogle emner op, som nogle af de større spillesteder ikke vælger at prioritere.
Hvorfor er det vigtigt?
Yasmin: Nu kommer vi jo fra Restage-forløbet, der handler om minoritetsetniske mennesker i kulturen og i samfundet generelt, og hvis vi ikke har et professionelt sted, hvor vi føler, at vi kan tage hen og blive mødt af mennesker, der tager vores engagement seriøst og som har de samme værdier, hvor skal vi så gå hen?
Maria: Jeg synes også, det er fedt, at det hele ikke kun handler om fest og farver, men at det på Radar også kan handle om nye initiativer, om at lytte til noget, nyde hinandens selskab og høre noget alternativt musik.
Yasmin: Vores arrangement endte med at blive todelt, hvilket er lidt atypisk. Men vi fik det til at ske, og det fungerede jo sindssygt godt, netop fordi vores idéer blev hørt.
Havde i ikke regnet med det?
Yasmin: Nej. Vi fik jo også at vide af Restage, at vi var de første, der var gået en anden vej end bare at præsentere musik. Men vi følte også, at det gav god mening. Nu var vi på Radar, så selvfølgelig skulle vi prøve at eksperimentere lidt med, hvad et spillested kan.
Maria: Helt klart. Men jeg tror også, det vigtigste for os, som du også siger, Jasmin, er, at Radar er et sted, hvor man ligesom deler de samme holdninger og tanker og følelser omkring problematikker i samfundet. Jeg tænker også, at Restage har valgt at indgå samarbejde med Radar på baggrund af det.
Men hvad er det, der adskiller Radar fra de øvrige spillesteder i byen?
Yasmin: Jeg bevæger mig en del i byens kultur- og musikliv og jeg føler at Radar generelt bliver omtalt som det sted, der tør tage chancer og præsentere det lidt skøre – på en positiv måde. Der er plads, og der er højt til loftet, du ved. Nogle gange, når man kigger på, hvilke artister, der kommer, så er man sådan what, hvad er det her? Jeg føler, at det er det, Radar kan. I tør booke anderledes og huse events, der ikke kun er for den brede befolkning.
Har du nogle specifikke eksempler?
Yasmin: Lige efter vores event i marts, afholdt i en festival for mennesker med udviklingshandicap.
Ja, det det hed Venskabsfestivalen.
Yasmin: Sådan noget har jeg eksempelvis aldrig set på Train. Så jeg synes, at det er fedt, at der virkelig er plads til alle, og at det ikke bare er noget, I siger. Der gøres rent faktisk noget for at efterleve det. Det synes jeg også, at man kan se i Radars program generelt. Og det er det, jeg føler, der ville komme til at mangle, hvis Radar mister sit eksistensgrundlag, for hvor skal man så gå hen som publikum og som aktør?
Men byen har også Train, Voxhall og nu også Turkis, der er forpligtet til at opfylde de samme betingelser for vækstlag, nicher, musikmiljø osv., som Radar også har gjort i mange år. Kan man ikke bare finde alt det i nævner hos de andre i byen?
Maria: Train får de større danske og udenlandske artister, men jeg synes bestemt ikke, jeg ser meget i deres programlægning, hvor man er sådan: Okay, det er noget, jeg ikke har set før, eller hørt før. Med Radar synes jeg også, at det rent kulturelt hører til og er forbundet med Godsbanen. Det er så ærgerligt at se, at der er så meget af miljøet og kulturen, der bliver fjernet fra Godsbanen lige nu. Der går lidt af det store billede om Godsbanen som en slags kulturcentrum.
Yasmin: Jeg synes, at det er rigtig fint, at Turkis har fået støtte, for de bringer også noget helt andet og vigtigt til bordet. Det er bare overhovedet ikke det samme som Radar. Og kommer til at kunne mærkes, hvis Radar forsvinder.
YASMIN BRANCO
HVAD ER RESTAGE?
Siden 2020 har Restage i partnerskab med danske festivaler og koncertsteder designet værktøjer, der sikrer øget repræsentation af minoriserede unge blandt publikum, frivillige og ansatte.
I dag hjælper de musik- og kulturinstitutioner med at skabe øget indsigt, forbedrede rekrutteringsstrategier samt opsætning af fokusgrupper, der styrker inddragelsen af flere minoritetsmiljøer.
Radar har arbejdet sammen med Restage siden 2022.
HVEM ER FEMY?
Fatima (F), Evelina (E), Maria (M) og Yasmin (Y), som udgør FEMY, så dagens lys den 28. oktober 2023 under forløbet Restage. Her opstod ideen om at afholde et kulturarrangement i forlængelse af Kvindernes Internationale Kampdag, som skal hylder kvinder og deres individuelle stemmer i en kulturbranche, der kan være vanskelig at eksistere og navigere i.
MARIA SIMONSEN