Frivillig på Radar?
Radar er et spillested, hvor vi værdsætter diversitet, fællesskab og ikke mindst musikken. Året rundt arbejder cirka 45 medarbejder for at arrangere og formidle livemusikken. Heraf er de ca. 38 medarbejdere frivillige.
På Radar er de frivillige en vigtig medarbejdergruppe, fordi det ganske enkelt ikke ville kunne lade sig gøre at afvikle koncerter uden denne gruppe. De frivillige arbejder inden for områderne bar, entre, garderobe, foto, lys og afvikling. Desuden arbejder frivilliggruppen med forskellige ad hoc opgaver, der måtte opstå henover året.
De frivillige er tilknyttet et bestemt arbejdsområde, og hver måned bliver der lavet vagtplaner. Du skal være minimum 20 år for at blive frivillig på Radar. Desuden forventes det, at du har en interesse for kulturområdet, har gode samarbejdsevner, engagement i Radars virke og altid er imødekommende over for publikum og musikere.
Radar har forskellige medarbejdergoder for de frivillige, så som gratis adgang til alle Radars koncerter, billige priser i baren, mulighed for at få venner og familie skrevet på gæstelisten og gæstelisterpladser hos vores kolleger på Train. Desuden holder vi flere sociale arrangementer hen over året for alle medarbejdere på Radar.
På Radar arbejder vi ud fra en række fælles værdier og retningslinjer, som er nærmere beskrevet i vores personalehåndbog.
Arbejdsområder for frivillige
Bar/dør: dette er den største frivilliggruppe. Her skal de frivillige tage tre vagter om måneden. Man møder som regel ind én time før dørene åbner og arbejdsopgaverne er klargøring af bar, garderobe og sal, vareopfyldning, kundebetjening i både entre og bar, og oprydning efter der er lukket ned efter koncerten.
Lys: som lysassistent på Radar arbejde man tæt sammen med Radars tekniker. Man møde oftest ind om eftermiddagen, og sidder med under lydprøverne. Af og til medbringer bands egen lystekniker eller visuals, og her kræver det, at man er samarbejdsvillig og fleksibel. Man har fri når koncerten er slut, og der er ryddet op på scenen. Som lysassistent får man to-tre vagter pr. måned.
Foto: Radars fotografer tager ca. tre vagter om måneden hver, så der altid bliver taget billeder under koncerterne på Radar. Her har du mulighed for at være kreativ og udvikle dit fotografiske talent. Rammerne er meget frie, så længe du viser hensyn til både musikere og publikum. Billederne bruger Radar i forskellige sammenhænge, og fotografen bliver selvfølgelig altid krediteret.
Afvikling: Som afvikler på Radar skal man tage tre vagter om måneden. Afvikleren møder ind tidlig eftermiddag og gør huset klar til at tage imod musikerne. Som afvikler har man ansvaret for flere praktiske ting relateret til musikerne og billetsalget, og det kræver, at man har overblik og en god situationsfornemmelse, da der kan opstå flere forskellige situationer, som man skal forholde sig til undervejs på vagten. Man har fri, når dørene åbner for publikum.
Bliv frivillig
Radar søger løbende frivillige, og vi har en venteliste, som man kan blive sat på. Hvis du er interesseret i at blive frivillig på Radar, så skal du sende en kort ansøgning til spillestedsleder Martin Aagaard: martin(a)radarlive.dk. Her skal du fortælle lidt om dig selv, alder, baggrund, erfaring og ikke mindst hvorfor du gerne vil være frivillig på Radar.