Mozart Estate: Tre sider af ’Poppens Picasso’
Tekst: Frej Ganzler Kristensen
"I was dressed for success but success it never comes." Linjerne fra Pavements ’Here’ er som skrevet til hjernen bag Mozart Estate; Lawrence - manden der af The Guardian blev døbt ”British music’s greatest also-ran”. Den 61-årige brite med den lyse stemme og de småvittige tekster har altid jagtet berømmelsen, men er endnu ikke blevet til mere end en kultfigur. Dog en ret indflydelsesrig kultfigur, vel at mærke. Som frontmand i bandene Felt, Denim og Go-Kart Mozart (nu Mozart Estate), har han influeret en hel håndfuld artister større end ham selv: Jarvis Cocker fra Pulp, Stuart Murdoch fra Belle and Sebastian og The Charlatans’ Tim Burgess har alle været åbne om Lawrences påvirkning på deres musik. Som opvarmning til hans koncert med Mozart Estate på Radar i oktober, dykker vi her ned i hans tre største projekter og vurderer deres berømmelse for at tegne et billede af – i hans egne vendinger – ”Poppens Picasso”.
Felt (1979 – 1989)
Famescore: 5/10
Nemesis: John Peel
Lawrences mest succesfulde projekt til dato er også hans første: Det jangle-poppede indie-rockband Felt. Med en hyppig udskiftning blandt besætningen, var Lawrence den primære sangskriver og det eneste konstante medlem udover trommeslageren Gary Ainge.
Efter første albumudgivelse i 1982, ’Crumbling The Antiseptic Beauty’, formåede Felt at udgive yderligere ni albummer på blot syv år. Mange af skiverne har fået varm en modtagelse og især i retroperspektiv har de opnået anerkendelse for deres indflydelse på den britiske indiescene.
I sine unge år var Lawrence meget inspireret af proto-punkerne Lou Reed og Tom Verlaine. Det hører man især i Felts luftige og melodiøse guitararrangementer, der dog ikke rummer det samme rå islæt, som både The Velvet Underground og Television. Felt anses derfor ofte som forgængere for twee-poppen – en genre, der kombinerer spinkle guitarer og fangende melodier med nærmest uskyldige mand/kvinde-vokalduetter. Stilen blev især taget til sig af de skotske indiebands Belle and Sebastian og Camera Obscura.
Det var ikke kun Reed og Verlains musik, Lawrence lod sig inspirere af, men også deres status som rockstjerne higede han efter. Allerede i sine unge teenageår var han besat af jagten på berømmelse; for eksempel holdt han dagbog udelukkende fordi, der skulle være materiale til en biografi om ham. Ofte lod han også som om, han blev interviewet, når han var i bad. Alt blev forberedt: Hvad han skulle sige, hvordan han skulle agere.
Men succesen kom aldrig rigtig. Ud fra et musikalsk og kunstnerisk perspektiv var de stjerner; kommercielt var de en katastrofe. Selv mener Lawrence, at bandets manglende popularitet især skyldtes, at den indflydelsesrige radiovært John Peel ikke brød sig om dem. Og som Lawrence pointerede til The Guardian tidligere i år, så var man som indieband i 80’erne ikke i stand til at slå igennem uden John Peels support.
Vurdering af berømmelse: Felts diskografi er imponerende stærk – 10 solide albummer på blot otte år. På trods af dette, er Felt pragteksemplet på den lunefulde musikindustri – godt håndværk og hårdt arbejde er ikke alt. Timingen skal være der, heldet skal være der, men ingen af delene var der for Felt. 5/10 i famescore på grund af den musikalske indflydelse, de har haft på efterfølgende bands.
Ironisk nok gik det keyboardspiller Martin Duffy væsentligt bedre med berømmelsen. Efter Felt gik i opløsning i 1989 blev han medlem af Primal Scream og har siden solgt 100.000’er af plader.
Denim (1992 – 1999)
Famescore: 4/10
Nemesis: Lady Dianna
Efter Felt gik i opløsning i slut 80’erne kastede Lawrence sig over et nyt projekt – Denim. Med debutalbummet ’Back in Denim’ i 1992 blev det hurtigt tydeligt, at stilen fra Felt var ændret markant. Lawrence lod sig inspirere af 70’erne, og ville med Denim, der hovedsageligt var et soloprojekt, i egne ord ”lade som om, at 80’erne aldrig havde eksisteret.” Væk var de lette guitarmelodier og ind kom glamrocken og de satiriske tekster, som nærmest et Lou Reedsk forsøg på at fremmedgøre sit eget i forvejen beskedne publikum.
I en kort periode var der dog antydning af kommerciel medvind: Denim ramte den engelske hitlistes nummer 79 med ’It Fell Off The Back of a Lorry’ i 1996; året efter blev sangen ’Summer Smash’ endda kåret til ugens single på radiostation BBC Radio 1. Men succesen stoppede her, da Lady Dianas fatale biluheld en måned forinden udgivelsen af ’Summer Smash’ betød, at singlen aldrig blev udgivet. Det tredje album ’Denim Take Over’ blev efterfølgende lagt på hylden på grund af manglende kommerciel succes, hvilket blev enden for projektet.
Denim har dog sidenhen fået positiv omtale, og i 2017 rangerede Pitchfork debuten ’Back in Denim’ som det halvtredsende bedste britpop album nogensinde.
Vurdering af berømmelse: Ligesom med Felts numre, har Lawrence udtalt, at han ”aldrig nogensinde vil spille en Denim-sang igen”. Sange fra de bands, han tidligere har været med i, som nu har opnået en vis kultstatus, rører han ikke med en ildtang live. Manden gør det ikke nemt for sig selv, men principfast er han. Og respekt for det. Kunstnerisk integritet er udvikling, men ikke nødvendigvis en succes. Denims famescore bliver derfor 4/10.
Go-Kart Mozart/Mozart Estate (1999 – Nu)
Famescore: 3/10
Nemesis: Sig selv
Op til årtusindskiftet søsatte Lawrence igen et nyt solo-gesjæft. Denne gang med et navn hentet fra Springsteens ’Blinded by The Light’ – Go-Kart Mozart. Her kastede han sig hovedkulds ud i synthpoppen med en ambition om at lave verdens første ”B-side-band”.
”Vi gør, som man gør, når man skriver B-sider: Man gør, hvad man vil og er ligeglad med, om bassen er for lav” fortæller han i Paul Kellys dokumentar ’Lawrence of Belgravia’ fra 2011, der følger Lawrence i tykt og tyndt i otte år. Alt fra pengeproblemer og lejeopsigelser til øvere og intime livekoncerter får man indsigt i. Omsider lidt plus på kendiskontoen.
Selvom Go-Kart Mozarts fire albummer ikke har gjort Lawrence til en rig og berømt rockstjerne, oser de af legende let pop-optimisme, fyldt med humoristiske betragtninger. Se ikke længere end den selvironiske debutalbumtitel ’Tearing Up The Album Chart’.
I 2021 skiftede Lawrence navn til Mozart Estate som et led i hans kunstneriske udviklingen. Til januar 2023 udgiver han det første album under det nye navn med titlen ’Pop-up! Ker-ching! And The Possibilities of Modern Shopping’.
Vurdering af berømmelse:
Go-Kart Mozart er det mest uforskammede poppede musik, verden nogensinde har hørt, men sikke det fanger. Igen fejlen kvaliteten intet, men atter halter populariteten, og Go-Kart Mozart får derfor 3/10 i famescore. Dokumentaren fra 2011 forstærkede hans status som indflydelsesrig kultmusiker en smule, men selve Go-Kart Mozart har ikke været smørelse for økonomi-maskineriet. Af samme grund takker han også ja til alle koncerter han bliver tilbudt, fortæller han til Paul Kelly i ’Lawrence of Belgravia’; “We’re like a group for hire, we’ll go and play anywhere. Any dangerzone.”
Du kan se Lawrences Mozart Estate live på Radar d. 22. oktober. Læs mere her.