20170401-PUST-Kim-S-Heartmatter-Artworks-Radar-19.jpg

Radar udpeget til at indgå i ny musikdramatisk ordning

EN NY MUSIKDRAMATISK ÆRA BEGYNDER!

Der skabes nye horisonter for tværæstetisk scenekunst, når et toårigt projekt igangsat af Statens Kunstfond næste år løber af stablen. Projektet har til hensigt at fremme rammerne for nyskabende musikdramatik og andre tværæstetiske værker på baggrund af en økonomisk bevilling til produktionsfaciliteter, lokaler og medarbejdere. Til og med år 2025 vil Radar derfor indgå i et netværk med seks andre aktører rundt om i hele landet, der alle agter at bidrage til udviklingen af koncepter, der placerer sig i spændingsfeltet mellem lyd, tekst og dramatik.   

Udvalgsleder fra Musikdramatisk Udvalg i Statens Kunstfond, Sine Tofte Hannibal, udtaler: ”Musikdramatikken er en dynamisk kunstform, og Kunstfonden ønsker at give kunstnere endnu bedre rammer og rum til produktion af musikdramatik og andre tværæstetiske værker. Vi har derfor udpeget syv forskellige scener, der demonstrerer et særligt potentiale inden for dette område og som har kapacitet til at tage produktioner ind og derved bidrage til at afhjælpe den mangel på prøvefaciliteter, vi oplever i dag. Samtidig er det vores håb, at det netværk, der skabes blandt de syv scener, og den erfaringsudveksling, der sker dér, kan være med til at skubbe yderligere til området og skabe inspiration hos andre aktører rundt om i landet.” De syv udvalgte scener er:

- Børnekulturhus Ama’r og Teater ZeBU, København

- Fredericia Musicalteater

- Kulturværftet, Helsingør

- Metropolis, København

- Nordisk Teaterlaboratorium, Holstebro

- Radar, Aarhus

- Teater Momentum, Den Fynske Opera og Nørregaards Teater, Odense

I alt er der afsat 3 millioner kr. til det toårige projekt, hvoraf Radar er tildelt 300.000 kr. Tilskuddet bevilges af 150.000 kr. pr. år, hvor Radars produktionsfaciliteter stilles til rådighed for de tværæstetiske projekter i ni uger i hvert af de to år. Støtten er et væsentligt bidrag til styrkning af rammerne for produktionen, men vigtigst af alt muliggør den, at Radar kan huse yderligere lokale aktører og præsentere endnu flere interessante projekter til gavn for kulturlivet og ikke mindst byens borgere.

“Radar har gennem årerne arbejdet fokuseret på at udvikle rammerne for hvad et spillested kan og vil. Derfor har vi blandt andet opgraderet vores faciliteter således, at vi kan tilbyde et fuldt fleksibelt scenerum samt kvadrofonisk lyd. Ved at indgå som producerende partner på en lang række tværkunstneriske projekter har vi opbygget stor erfaring med at lægge rum til nyskabende kunstneriske tendenser. Samtidig oplever vi en stor efterspørgsel fra kunstmiljøet om faciliteter hvor kunsten kan opstå, undersøges og udvikles. Netop den udfordring giver bevillingen os mulighed for at imødekomme henover de kommende år og vi glæder os enormt meget til at skabe endnu mere plads til kunstnerisk udvikling", udtaler Martin Aagaard Jensen, programansvarlig, Radar.

I efteråret 2023 vil der være open call til projekter i 2024 og igen i midten af 2024 for projekter i 2025. 

____________

Eksempler på Radars tidligere arbejde med tværæstetisk kulturproduktion:

Blood Club
En forestilling i krydsfeltet mellem tekst, musik og relationel performance - et samarbejde med IETM-festivalen.
Læs mere her

Dischorealism
En enkeltstående kollaboration mellem lyd og visualitet, mellem gruppen Vanligt Folk og den tværmediale kunstner Tobias Toyberg-Frandzen.
Læs mere her

Tilflugt
En dialog på tværs af rum skabt af kunstnerne Signe Klejs og Christian Windfeld - et samarbejde mellem Radar og kunsthallen Regelbau 411 i Thyholm.
Læs mere her

Audiocanvas
Et unikt højtalersystem, som gør det muligt at komponere en tredimensionel lydkulisse, der udvider og intensiverer koncertoplevelsen.
Læs mere her

Back