MadsMygind_0264 (ja).jpg

Litterær Support på Radar

Publiceret: 13-10-2021

Der venter en anderledes live-oplevelse for koncertgæsterne på Radar i løbet af efteråret 2021, hvor vi i samarbejde med foreningen Lyd+Litteratur har søsat et projekt, som skal bringe musik- og litteraturmiljøet tættere på hinanden.

Projektleder hos Lyd+Litteratur, Kasper Marius Nørmark, fortæller:

"Med projektet Litterær Support sætter Lyd+Litteratur forfattere til at læse op før koncerter. Med et meget enkelt greb bygger vi bro mellem litteratur- og musikmiljøerne, som har så meget at give hinanden. Vi vil gerne lade inspirationerne strømme på tværs af de to kunstarter og give publikum en uventet og berigende oplevelse, når opvarmningsbandet pludselig er en forfatter, der læser op".

De første to forfattere er allerede programsat på Radar. Torsdag den 14. oktober kan man opleve Jonas Okholm Jensen supporte dobbeltkoncerten med den aarhusianske elektroniske duo Kr4n og den københavnske eksperimenterende artist Jaleh Negari. Fredag den 12. november kan man opleve litteraturen foldet ud af Mads Mygind (billede) forud for koncerten med den finurlige indierocker Lone Slot Nielsens dansksprogede soloprojekt Kom Vi Løber.

Litteraturrækken er blevet til med støtte fra Aarhus Kommune og Salling Fonden, og er en udvikling af Lyd+Litteratur Festivalen, som har fundet sted i Aarhus siden 2002 og arrangeres i et samarbejde mellem foreningen Lyd+Litteratur og Radar. Derfor er det heller ikke fremmed for os her på Radar at arbejde med litteraturen i koncertrummet.

Spillestedsleder Mia Holm fortæller:

”Vi arbejder målrettet med mødet mellem musikken og andre kunstformer, og her har litteraturen i en årrække været et område vi har udforsket meget. Musik og litteratur går tit hånd i hånd. Vi har ud over Lyd+Litteratur Festival blandt andet lavet Litterære Ekstranumre i samarbejde med 365Tekster og har et godt samarbejde flere litteraturaktører i byen. Derfor er vi også glade for, at vi kan samarbejde om Litterær Support, hvor vi tror på, at vores gæster kan få en måske uventet oplevelse ved deres besøg her på stedet, mens vi samtidig kan være platform for et nyt publikum for de optrædende forfattere”.

Udover de to offentliggjorte optrædende vil yderligere tre til fire forfattere blive programsat den kommende tid. De vil løbende blive opdateret i Radars program på www.radarlive.dk.

Billede: Mads Mygind / Kreditering: Presse

Back