Multikanal_small_all.png

Radar genopdager live-musikken med velkendte musikere

En ordinær koncert, i en ”uordinær” opsætning. Sådan kan man beskrive de kommende multikanalkoncerter på Radar i Aarhus og Folkets Hus i Struer 12.-15. juni under Europæisk Kulturregions GENOPDAG festival.

Koncerterne, som bliver med velkendte navne som Marie Frank, Sonja Hald, jazz-duoen Bremer/McCoy og den grønlandske sangerinde Nive Nielsen, sker som led i arbejdet med at udfordre de konventionelle koncertformer, hvilket Radar har arbejdet målrettet med siden 2015.

Martin Aagaard, booker på Radar og projektleder af multikanalkoncerterne fortæller: ”For os på Radar er det vigtigt at udvikle, frem for bare at afvikle koncerter. Vi vil gerne forsøge at bryde nogen konventioner og udfordre den helt traditionelle koncertform. I det her projekt udfordrer vi specifikt måden, lyden bliver præsenteret for publikum, og samtidig giver vi musikerne mulighed for at arbejde med nye måder at præsentere deres musik”.

Til koncerterne vil man umiddelbart opleve de fire artister og bands i et på mange måder traditionelt setup, hvor de står på scenen med front mod publikum. Men når først musikken spiller, vil et 10 til 12 højtaler stort setup omslutte publikum i rummet. Lyden vil blive kanaliseret ud i de forskellige højtalere af en elektronisk musiker fra uddannelsen DIEM, som live under koncerterne vil sende lydelementerne fra scenen og rundt om publikum for på den måde skabe en helt unik live-oplevelse.

Idéen er udsprunget fra Radars arbejde i lydkunstprojektet AarhusXRiga, hvor seks danske og lettiske komponister i 2016 skabte et unikt værk til det 72-højtalere store system i Væksthusene i Aarhus’ Botaniske Have. Men hvor projekterne med multikanal setups tidligere har drejet sig om lydkunst, er ønsket nu at bredde det ud til det mere traditionelle koncertpublikum.

”Teknologien er der nu, så vi vil her på Radar gerne rykke på det. Vi ser et potentiale i det for kunsten og i den form, man som artist eller band kan udtrykke sig på. Der åbner sig en hel ny verden for hvad man kan, hvis man begynder at arbejde med et multikanals setup. Man får pludselig en masse nye virkemidler, man kan indtænke i sin live oplevelse, og det tror vi, kan være med til at udvikle live musikken på forskellige plan”, forklarer Martin Aagard.

Projektet er blevet skabt i et samarbejde mellem spillestederne Radar i Aarhus og Folkets Hus i Struer, der er gået sammen med DIEM - Dansk Institut for Elektroakkustisk Musik og CAVI. Koncerterne er støttet af Europæisk Kulturregion.

Oplev multikanalkoncerterne her:
Struer, Folkets Hus: 
Onsdag 12. Juni: Marie Frank & Nive Nielsen - KØB BILLET
Torsdag 13. juni. Sonja Hald & Bremer/Mccoy + opførsel af “Optagethed” WE GO - KØB BILLET
Aarhus, Radar: 
Fredag 14. Juni: Sonja Hald & Marie Frank - KØB BILLET
Lørdag 15. Juni: Nive Nielsen & Bremer/McCoy - KØB BILLET

Back