Svaneborg_Kardyb_Pressebillede_Front_1.jpg

Dobbelt op på DMA-vindere til vinterprogrammet

De dobbelte DMA Jazz-vindere Svaneborg Kardyb (‘Årets Nye Danske Jazznavn’ og ‘Årets Danske Jazzkomponist’) og vinderen af “Årets World Udgivelse” ved DMA Folk/World i sidste uge, Faratuben med ‘Sira Kura’, står klar til at indtage Radar og Aarhus hhv. torsdag den 6. februar og lørdag den 21. marts.

Svaneborg Kardyb modtog mandag hele to statuetter ved årets DMA Jazz oven på deres forrygende debutplade ‘Knob’ fra marts i år. Den Aarhusianske duo bestående Nikolaj Svaneborg (würlitzer, synthesizer & klaver) og Jonas Kardyb (trommer & percussion) vandt tidligere i år JazzDanmarks landsdækkende konkurrence ‘Jazzkonkurrencen 2019’ og har fået flere gode anmeldelser for deres prisvindende debutplade, hvor de forener elektronisk og akusisk lyd, og hvor fængende melodier møder nordiske stemninger i et drømmende og groovy univers.

Torsdag den 6. februar giver de koncert på spillestedet Radar i Aarhus som en del af årets store landsdækkende februar-festival Vinterjazz.
En anden DMA-vinder, Faratuben, er også klar til scenen på Radar. Det sker, når det festlige og farvestrålende kollektiv besøger spillestedet lørdag den 21. marts. Faratuben består både af unge danske musikere med rødder i Det Jyske Musikkonservatorium i Aarhus og af nogen af de bedste unge musikere fra Mali. Et tilfældigt møde i 2015 ved Bamako Jazzfestival i Mali mellem den unge malisiske musiker Dieudonne og de danske konservatoriestuderende blev starten på et musikalsk eventyr. Den danske del af bandet bestemte sig hurtigt for at rykke teltpælene op i Danmark og flytte permanent til Malis hovedstad Bamako, hvor de siden har været backingmusikere for store navne som Salome Dembele og Ben Zabo mens de sideløbende har lavet musik under navnet Faratuben - en blanding af ordene Farafin (sort) og Toubabu (hvid). I 2018 var de klar med deres debutalbum, ‘Sira Kura’, og i sidste uge kunne de så høste en DMA Folk/World for “Årets World Udgivelse”.

Billede: Svaneborg Kardyb - presse

Back